En helt ny mosaikguldsmed venter på at vingerne stivner så den kan flyve. Den tomme larvekrop drejer langsomt under den. Ved mine forældres havedam har vi flere gange set tomme insektkroppe; larveformerne fra guldsmede der i årevis har levet som rovdyr i bunden af det lille vandhul og til sidst er klatret op for at udvikle sig til den smukkeste og sidste fase af deres liv. Det gamle eksoskelet holder fast i en vandplante mens det brydes åbent indefra og den nye form kravler ud og venter på at farve, hårdhed og vinger færdigudvikles, så den til sidst kan flyve væk og indtage sin nye rolle i luften. Normalt er kun det efterladte larvestadie tilbage som vidne til denne proces, men en mandag i juli var jeg heldig og oplevede noget helt særligt: En helt nyfødt guldsmed i sidste del af sin metamorfose. Den tomme nymfeskal var faldet af og drejede med tomme øjne under det væsen den ikke længere var hjem for. Et par timer efter kiggede jeg ud til den igen. Guldsmeden var fløjet og den gamle nymfekrop var forsvundet, sandsynligvis sunket væk i vandet under den.

En flue der er landet på halen af en sæl der strækker sig for at se den forstyrrende flue. Jeg havde været ude og tage billeder hele morgenen. På min vej hjem tog jeg lige forbi et sted jeg ved der kan ligge sæler. Jeg var heldig at der lå en og hyggede sig på en sten i vandet. Jeg gik ned til vandet og kravlede stille og roligt tættere på. Jeg lå og nød sælens selskab i over en time mens den vendte og drejede sig i sin søvn. Pludselig vågnede den og strakte sig og det virkede som om at den så efter noget bag sig. Jeg kunne ikke selv se noget. Det var først da jeg tjekkede billedet af jeg så at der var en flue der var landet på dens hale og at det virkede som om at det var den der vækkede den.