VINDER 2023
VINDER 2022 - voksen
1. plads 2022 - © Silas Orbe
'Strittende larver', taget af Silas Orbe, er et fantastisk flot og stilistisk billede. Motivet viser bladhvepselarverne, der sidder helt tæt og symmetrisk langs kanten af et blad og spiser. De er i truende forsvarsposition med løftede bagkroppe og signalerer "lad være med at spise mig, for jeg er giftig". Larverne er ved at fortærre hele bladet. Alligevel formår fotografen at rette beskuerens fokus væk fra det ødelæggende, imod æstetikken og symmetrien. Det lykkes, fordi billedet er veludført og med et knivskarpt fokus. Larvernes brune og gule signalfarver står i flot modspil til den mørke baggrund, og brugen af flash får motivet til at stå tydeligt og klart frem, hvilket giver billedet et unikt og dramatisk udtryk.
2. plads 2022 - © Rune Rasmussen
'Reflections of a jelly' taget af Rune Rasmussen er et smukt og kreativt billede. Selvom motivet er meget minimalistisk, med kun en enkel øregople i fokus, skal beskueren alligevel bruge tid på at finde rundt i billedet. Øregoplens reflektion i vandspejlet, sammen med det mørke vand og den helt hvide himmel, giver en skøn symmetri i billedet. Fotografen holder billedet i gråtoner og leger med eksponeringen og sammen med de fototekniske virkemidler bliver kompositionen utrolig vellykket. Billedet nærmer sig det abstrakte, og giver beskueren en nærmest kunstnerisk oplevelse.
3. plads 2022 - © Keld Skytte Petersen
'Der duftes' af Keld Skytte Petersen. Haren er i sig selv et smukt motiv og billedet formår at give en interessant fortælling om den danske hare. Tæt beskåret, så fokus rettes mod harens årvågne og vagtsomme udtryk. Haren er et byttedyr for både ræve, ulve og rovfugle, og den skal derfor konstant skal have et øje på omgivelserne. I billedet oplever man nærmest hele harens omverden gennem spejlingerne i de store øjne. Et næsten "globalt" synsfelt med landskabet foran og imod den store himmel.
VINDER 2022 - under 15
1. plads under 15 år - © Johannes Thor Kragebæk
'Svamp i skovbunden' taget af Johannes Thor Kragebæk er et fint og varmt billede af liv i skovbunden om efteråret. Svampen, der er fokus i motivet, synger på sidste vers. De varme farver, der gemmer sig i både svampen, og løvfaldet omkring den, giver beskueren en følelse af ro. Man kan se, at fotografen har brugt kameraets egenskaber. Der er leget med eksponeringen og brugt flash til at fremhæve det vigtigste i billedet, svampen, og nedtone baggrunden der. Dybden i billedet fremhæves yderligere ved brug af fokus, da både forgrund og baggrund på billedet er sløret.
2. plads under 15 år - © Alfred Nor Kragebæk
'Måger i solnedgangen' taget af Alfred Nor Kragebæk er et dramastisk og stillistisk billede. De to måger, der flyver hen over havoverfladen og deres silhuetter, som reflekteres i vandspejlet, gør motivet levende og interessant. De næsten sorte fugle, og de mørke symmetriske huse i horisonten, står i flot kontrast til den farverige solnedgang, der spejler sig smukt i vandet. Fotografen har her ventet til det helt rigtige øjeblik, hvor himlens farver, de lette skyer, og mågernes flugt tilsammen har givet den fine komposition i billedet.
3. plads under 15 år - © Digthe Milton Nehm Brochstedt
'Den store bro ved zoo' taget af Digthe Milton Nehm Brochstedt, er et klart og fint billede. Det viser et stykke meget flot bynatur, med store træer, åen og den menenskeskabte konstruktion. De grønne blade fra træerne, rammer motivet ind, og står i flot kontrast til broens røde farve. Farverne og kompositionen i billedet er med til at drage beskuerens øjne hen mod hovedmotivet, broen. Spejlingen i vandet af både broen og bladene giver billedet en flot symmetri.